Sønderrevet som jeg var i mit indre

Kierkegaard er en tænker, der kommer en og tiden i møde. Selv om hans tanker er udformet i 1840rne under helt andre livsomstændigheder end i dag. virker mange af dem besynderligt aktuelle: “Lad andre klage over, at tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel, thi den er uden lidenskab”. I permanente krisetider har lidenskaben det ikke godt, og livet forbliver overfaldisk. For Kierkegaard lå løsningen ikke i det sociale. Han nærede stor skepsi og modvilje over for “mængden”, og det udvortes spektakel om demokrati, ytringsfrihed og den offentlige mening. Nej, han var til oplyst enevælde og så helst bort fra de sociale og historiske kærfter, der virkede ind på mulighederne for engagemant og et meningsfuldt liv. Det var ikke her, der skulle sættes ind, men i forhold til den enkelte – og til Gud.